top of page
DSC_9002 - Version 2_edited_edited.jpg

Intimitet, seksualitet, par relationer  og sexologiske problemstillinger.

Vi taler om, hvor du/I har udfordringer i det intime, seksuelle og/eller fælles liv og hvad der er sket på vejen hertil, og mit fokus er at løsne op, give viden og inspirere.  

Nogle udfordringer kan være fysiske efter sygdom, livsomvæltninger, aldersforandringer eller andre omstændigheder, andre kan findes i ens baggrund som menneske, opvækst og gamle vaner. Der findes altid løsninger, hvis I ønsker at arbejde på det og se på nye veje frem mod et mere glædesskabende og nærværende intimt og seksuelt liv.

 

Jeg har også samarbejde med kommuner fx omkring udviklingshæmmede, der har grænseoverskridende seksuelle handlinger (samtaler med personen og personalet) og med forældre til børn og unge med udfordringer fx. indenfor LGBT+ området.


Jeg har arbejdet med enkelt personer og par siden 2005 - og har mødt mennesker med mange forskellige intime, seksuelle og relationsmæssige udfordringer.
Hvis I er et par, er I oftest begge en del af både problemets opståen og begge en del af løsningen, og det er derfor vigtigt, at I kan støtte hinanden i, at bringe forandring og fornyelse ind i samlivet. 

Jeg anbefaler derfor oftest, at I kommer her begge 2, men tal med mig om det, hvis I tænker noget andet. 

Problemstillinger, både for par og enkeltpersoner, kan være:

  • Øget/nedsat eller manglende lyst til det seksuelle

  • Ulyst til samleje/sex

  • Samlivs og kommunikationsproblemer

  • Forskelle i ønske om og behov for sex

  • Stress

  • Rejsningsbesvær

  • Svært ved at opnå orgasme

  • Svært ved at blive seksuelt tændt

  • Smerter i forbindelse med sex

  • For tidlig / forsinket / ingen sædafgang

  • Kropslige ændringer/smerter mv. efter vægtforandinger, kræft, diabetes, KOL, hjertesygdomme, gigt, nyresygdomme, sklerose mv. 

  • Overgangsalder med smerter/tørre slimhinder i skeden, som også hos nogle kan udvikle sig til at bækkenbundsmusklen trækker sig sammen ved indtrængning i skeden

  • Seksuelle problemer i forbindelse med graviditet og fødsel

  • Seksuelle/parmæssige udfordringer ved barnløshed/fertilitetsbehandlinger/adoption

  • Udfordringer med at være single/enlig - måske ønske en kæreste?

  • Problemer efter autoritær eller måske meget stærkt religiøs opdragelse

  • Problemer efter seksuelle overgreb

  • Porno kiggeri / fetischisme, som problem for én selv eller partner

  • Udfordringer ved accept af seksualitet eller kønsidentitet

  • Polyamori - lyst til flere partnere, - når det giver problemer i dig selv eller din partner

  • Eller måske bare lyst til at udvikle og arbejde med din/jeres seksualitet.

Hvor mange gange skal man regne med?

Det afhænger af problemstillingen og af hvor meget I selv får arbejdet med tingene mellem konsultationerne. Det kan tage tid at ændre gamle vaner og se det intime og seksuelle fra nye vinkler, - varige ændringer fremkommer ofte ved tålmodigt arbejde og processen der til føles ofte også godt.

De fleste går i et forløb hos mig over 5 -10 gange, medens andre går i en kortere periode og får inspiration til at arbejde videre selv og nogle kommer måske på opfølgning nogle måneder senere. Det er meget forskelligt hvad der føles rigtigt i de enkelte forløb.

Skal man selv gøre noget?

Efter første gang, er det vigtigt, at du/I tager en beslutning om, at ville ændre på tingenes tilstand og om I vil gå i et forløb her. Dette er vigtigt, for at I fastholder jer selv i, at blive ved med at komme her, også selvom der vil være svære perioder.

Det kan føles ubehageligt at gå ind i svære følelser, - og det er netop derfor at I vender med mig, hvad der sker, og vi sammen opløser "knuderne" undervejs.

Jeg vil ofte anbefale, at I hjemme laver specifikke øvelser, fx. med berøring for at komme tættere på hinanden og hinandens kroppe uden krav om præstation. Til den enkelte anbefaler jeg også nogle gange nærværs søvelser eller andet, helt afhængig af problematikken, og hvad der passer til dig/jer.

En stor del, af processen her er oftest, at I bliver bedre til at tale sammen (hvis I er et par) og finde frem til hvad der opleves godt, nærværende og nydelsesfuldt, - både nu - og på sigt, og arbejde hen imod et fælles mål.

Jeg anbefaler, at du/I skriver noter ned i en notesbog eller på pc, i tiden mellem hver gang.

Hvis du går her i et individuelt forløb, kan vi efter behov/lyst også arbejde med dine drømme.

Forældre til børn og unge med udfordringer i forhold til diagnoser som autisme, ADHD, ADD, udviklingshæmning eller med udfordringer i forhold til LGBT+ området:

Mange forældre synes det er svært at forholde sig til de unges udfordringer, hvad det så end kan være, og er i tvivl om, hvordan de kan støtte deres barn/unge bedst, og har derfor glæde af at komme og få mere viden og vende det med mig ved nogle konsultationer her. Ring eller mail med mig om dette. Det kan ofte være en stor hjælp ikke at skulle stå helt alene med tingene, og at få støtte til at hjælpe den unge.

Læs også om min forældreundervisning i forhold til udviklingshæming mm.

Jeg har privat praksis på adressen :

Sandtoften 6, Thurø
5700 Svendborg


(tæt på offentlig bus fra Svendborg busstation og banegård)

Bybus 240 og 241 se her køreplan - kører fra Svendborg til Thurø

Konsultationen varer altid 1½ time, både for enkeltpersoner og for par.

(Enkeltpersoner kan efter aftale evt. bare have 1 time, men oftest anbefaler jeg 1½ time hver gang til både par og enkeltpersoner)

 

Jeg glæder mig til at møde dig / jer.

bottom of page